De globale hub-lufthavne Amsterdam Schiphol og Paris Charles de Gaule kommer tættere på Aarhus, hvis man måler i tid og frekvens.
Fra 1. september vil østjyske rejsende få adgang fra Aarhus til to af Europas største lufthavnes rutenetværk med over 1000 SkyTeam-destinationer verden over.
SAS’ nye partnerskab med Air France og KLM Royal Dutch Airlines forbinder Aarhus Airport med Schiphol og Charles de Gaule via København, Oslo og Stockholm, hvilket giver en rejsetid på kun to timer og 50 minutter mellem Aarhus-Schiphol og tre timer og 50 minutter til eller fra Charles de Gaule.
Det sker, når den fransk-hollandske flykoncern officielt indleder en såkaldt code-sharing-aftale med SAS i forbindelse med sin investering i Skandinaviens største flyselskab. AF-flynumre bliver derved synlige på afgangstavlen i Aarhus ved SAS-flyvninger til de tre nordiske ruter og ligeledes KL-flynumre via København. Aarhus er allerede tilføjet og til salg som ny ankomst- og afrejselufthavn for rejsende, der søger og booker fly på de franske og hollandske flyselskabers bookingportaler.
“Vi bliver mere globale. Med kun 30 minutters kørsel fra Aarhus kan østjyder spare en masse tid ved at flyve ud fra Aarhus Airport til et imponerende antal Air France, KLM eller SkyTeam-destinationer. Det kommer både forretningsrejsende, private, familier og rejsearrangører til gode, når de ikke skal tage hensyn til lang transporttid, trafik og to timers før-mødetid i lufthavne beliggende langt fra Aarhus. Det er de regionale lufthavnes kæmpe effektivitetsfordel”, siger Lotta Sandsgaard, som er direktør i Aarhus Airport.
SkyTeam-alliancen tæller Air France, KLM og amerikanske Delta Air Lines samt 16 andre flyselskaber rundt om i verden.